Stilling Køl & El har valgt EL-TA til leverance af eltavler til Ceres Byen. Tavlerne skal anvendes til en lang række af byggerierne i Ceres Byen, og det var vigtigt for Stilling Køl & El, at samarbejde med en fleksibel leverandør.

Ceres Byen bliver en ny, inspirerende bydel i hjertet af Aarhus. Bydelen skal stå færdig i 2018 og være et miks af rustikke gamle bygninger, moderne arkitektur og grønne områder. Der bliver 1.100 boliger, et stort erhvervsområde med kontorer og butikker samt VIA University College med 42.500 m2 campus.

 

Godt håndværk og hurtig leverance

Som en af de førende el-installationsvirksomheder i Skanderborg- og Århus omegn, har Stilling Køl & El mange års erfaring og tradition for godt håndværk. Derfor valgte de EL-TA, som leverandør af eltavlerne til både Brygmesteren, Jyske Palæ, Lottrupgård, Ceres Plaza og Ceres Hus i Ceres Byen. Indehaver Peter Nøhr fra Stilling Køl & El, udtaler: ” Vi har arbejdet sammen med EL-TA i mange år. De er en af vores gode samarbejdspartnere, og de er hurtige og nemme at samarbejde med. Det er aldrig et problem at få lavet mindre ændringer midt i processen. Det er en stor fordel for os, og samtidig sætter jeg pris på at handle lokalt samt, at priserne er i orden.”

 

EL-TA leverer

EL-TA leverer over en periode på to år 5 hovedtavler, 5 undertavler og 250 måler- og gruppetavler. Leverancerne leveres både til kontorfaciliteter, bank og boliger i Ceres Byen.